Vi ønsker jer held og lykke med jeres planlagte arrangement. Som en del af jeres planlægning, er der en del godkendelser I skal have indhentet, og nogle regler I skal være bekendt med. Som arrangører er det jeres ansvar at alt er på plads, men Gribskov Kommune vil naturligvis hjælpe jer med råd og vejledning. Hvis arrangementet gennemføres uden nødvendige godkendelser, kan I risikere at arrangementet bliver lukket af hensyn til jeres gæsters sikkerhed.
Udover at få sikret de nødvendige godkendelser i tide, er I som arrangører ansvarlige for, at arrangementet gennemføres i respekt for området, herunder de omkringliggende omgivelser, naturen, trafikafvikling, naboer og forretningsdrivende. I skal huske, at jeres gæster ikke kun opholder sig på eventområdet, og selvom I ikke kan tage ansvar for gæsternes opførsel udenfor eventområdet, kan I via god skiltning til lovlig parkering, opsætning af tilstrækkeligt med toiletvogne, opsamling af affald i nærområdet m.v. undgå at jeres arrangement medfører unødvendige ærgrelser.
Gribskov Kommune har ikke regler for støjniveau i forbindelse med forstærket musik, men også her har I som arrangører mulighed for at tilpasse lydniveauet i respekt for omgivelserne. Gribskov Kommune opfordrer derfor til at informere de tætteste naboer i god tid, om ”hvor, hvornår og hvor længe” så de har mulighed for at planlægge bedst muligt. Det er Kommunens erfaring at hvis naboerne til særligt musik arrangementer er orientere i god tid, giver det anledning til bedre imødekommelse af arrangementet, og dermed færre klager.
Skulle kommunen mod forventning får mange klage over et arrangement, som findes begrundende, vil disse blive taget med i en vurdering af om arrangementet kan gentages året efter.












