Få hjælp til at håndtere forandringer og udfordringer, som ofte følger i kølvandet på en skilsmisse.
SES er et digitalt værktøj til familier og pårørende, som er berørt af skilsmisse, og har brug for hjælp til at forebygge konflikter og støtte dine børn under skilsmisse eller samlivsbrud. Tilbuddet er til dig, som gerne vil blive bedre til at samarbejde med dit barns anden forælder efter I er gået hver til sit, og lære mere om, hvilken betydning det har for dit barn at opleve et brud i familien. SES består af øvelser og dilemmaer, fortalt igennem video, lyd og billeder.
Som borger i Gribskov Kommune har du gratis og anonym adgang til SES, uden ventetid.
SES giver adgang til en række digitale moduler, som du kan benytte derhjemme i ro og mag. Modulerne er underbygget af små film, oplæg og opgaver, der giver redskaber til, hvordan du som forælder bedst kan hjælpe dig selv og dine børn undervejs i skilsmisseprocessen.
Modulerne er delt op i tre overordnede kategorier og flere underkategorier. Alle moduler kan tages enkeltvis, og du kan tilgå og afbryde forløbet, som du ønsker det.
De tre kategorier er:
- Forstå og hjælp dig selv
- Forstå og støt dine børn
- Få et bedre forældresamarbejde
Du kan også se en kort video om forløbet, når du går ind på hjemmesiden.
SES bygger på den nyeste viden fra forskning og praksis og er samtidig evidensbaseret. Det betyder, at forskere fra Københavns Universitet har undersøgt effekten af SES og fundet, at SES digitale værktøjer beviseligt reducerer stress, fjendtlighed, depression og sygedage.
Uanset om du overvejer samlivsbrud, om I netop er gået fra hinanden, om bruddet fandt sted for mange år siden eller du er pårørende, kan du benytte dig af SES.
Kom i gang
For at komme i gang skal du
- Gå ind på www.ses.dk
- Gå ned under "One til voksne"
- Klikke på ”Kom i gang” - og herefter oprette dig som bruger. Oplysningerne bliver kun brugt til, at det efterfølgende er muligt at logge ind og tilgå det sted i forløbet, som du er kommet til. Du bestemmer selv, hvilket modul du gerne vil starte med.
Har du spørgsmål?
Så er du altid velkommen til at kontakte Gribskov Kommune.
Tlf.: 72496000
