Barnets Lov

I Barnets Lov har børn og unge, der har behov for særlig støtte, flere rettigheder end hidtil:

Ret til inddragelse og indflydelse

Læs mere under ”Mere og løbende inddragelse”

Partsstatus

Børn har partsstatus fra de er 10 år og dermed ret til at klage over kommunens afgørelser. Det betyder for eksempel, at børn fra 10 år kan klage, hvis kommunen beslutter, at de skal anbringes uden for hjemmet.

Bisidder

Det står meget tydeligt i Barnets Lov, at alle børn og unge har ret til en bisidder, og at kommunen skal fortælle dem, at de har den ret. Børn og unge har altid haft ret til en bisidder, men nu er det altså skrevet ned i loven, at kommunerne også skal huske at vejlede om det.

Ret til at anmode om anbringelse mv.

Børn og unge har ret til at bede om at blive anbragt. Anbragte børn og unge får også ret til at bede om permanent anbringelse (læs eventuelt mere under "Permanent anbringelse og adoption"). Kommunen skal dog stadig vurdere, om der er fagligt og lovmæssigt grundlag for det. Børn og unge får også ret til at bede om at få en støtteperson under samvær, når de er anbragt. Hvis man er anbragt og har samvær, kan man også bede om at få samværet stoppet i en periode.

Social- og Boligstyrelsen laver nogle videoer, hvor du kan høre mere om børn og unges rettigheder. Videoerne er ikke færdige endnu, men når de er, indsætter vi et link til dem her.

I Barnets Lov er der færre krav end hiditl til, hvordan børne- og ungerådgiveren skal sagsbehandle. Dermed er der mere plads til rådgivernes socialfaglige vurdering, og til at gøre det, der giver bedst mening i den enkelte sag.

Alle sager skal dog screenes. Det betyder, at når kommunen f.eks. får en underretning, skal vi danne os et hurtigt overblik over barnets/den unges situation og vurdere, hvad der videre skal ske.

Efter screeningen kan kommunen vælge:

• at lukke sagen uden yderligere handlinger
• at tilbyde tidligt forbyggende hjælp og støtte, jf. §§ 30 og 31 eller økonomisk hjælp, jf. § 35
• at bevilge handicapkompenserende indsatser på det foreliggende grundlag, jf. §§ 81-84, § 85, stk. 5 og 6, og §§ 86-90
• at der skal laves en afdækning, jf. § 19
• at der skal laves en børnefaglig undersøgelse, jf. § 20

Når kommunen laver en afdækning, er det fordi, at der er brug for lidt mere viden, før vi kan vurdere, hvilken støtte, der er brug for. Her undersøger vi altså sagen lidt nærmere. Kun i komplekse sager skal kommunen lave en grundig børnefaglig undersøgelse. Det er f.eks. et krav i alle sager, hvor kommunen vurderer, at et barn eller en ung muligvis skal anbringes uden for hjemmet. 

Når der skal laves en børnefaglig undersøgelse, skal der med Barnets Lov altid være to børne- og ungerådgivere med til alle vigtige møder med barnet eller den unge. Det skal bidrage til kontinuitet i barnets eller den unges liv forstået på den måde, at hvis én børne- og ungerådgiverne f.eks. er syg, aflyses et møde ikke.

Med Barnets Lov skal der ikke altid laves en handleplan, når kommunen iværksætter støtte, som der skulle med serviceloven. Til gengæld skal formålet med støtten og støttens varighed fremgå tydeligt af selve afgørelsen.

Når kommunen iværksætter forebyggende støtte, f.eks. familiebehandling eller en kontaktperson, kan man udarbejde en såkaldt Barnets plan eller Ungeplan, hvor der står lidt mere om, hvad målet med støtten er. Barnet, den unge eller familien kan altid bede om at få lavet en plan, men det er i sidste ende op til børne- og ungerådgiveren, om den skal laves.

I sager, hvor barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, skal der altid laves en Barnets plan/Ungeplan. Ved anbringelser med samtykke skal planen være udarbejdet senest tre måneder efter afgørelse, og ved anbringelse uden samtykke skal planen være udarbejdet før afgørelsestidspunktet.

Opfølgning

I anbringelsessager skal kommunen stadig følge op på anbringelsesstedet to gange om året. Det er det, der hedder det personrettede tilsyn. Her skal der med Barnets Lov deltage to børne- og ungerådgivere. Det skal bidrage til kontinuitet i barnets eller den unges liv forstået på den måde, at hvis én børne- og ungerådgiverene f.eks. er syg, aflyses et tilsynsbesøg ikke.

I Barnets Lov er der en række nye bestemmelser omkring anbringelser:

• Mulighed for, at forældrene allerede før barnet er født, kan samtykke til, at barnet skal være anbragt, når det bliver født.
• Mulighed for, at kommunen i helt ekstraordinære tilfælde kan træffe afgørelse om anbringelse uden samtykke før fødslen, så et barn skal være anbragt uden for hjemmet, når det er født. 
• Kommunen skal sikre sig, at børn og unge får tilbudt en støtteperson, når de er anbragt i en plejefamilie.
• Kommunen skal tilbyde en venskabsfamilie til børn og unge, som er anbragt på børne- og ungehjem (det, der hidtil har heddet døgninstitutioner og opholdssteder). Formålet med en venskabsfamilie er, at barnet eller den unge får en tilknytning til et mere familielignende netværk under anbringelse på et børne- og ungehjem.
• Hvis et barn under 10 år er anbragt i en plejefamilie og skal skifte anbringelsessted eller skal hjemgives, kan plejefamilien bede Ankestyrelsen om en ”second opinion” – også selvom forældre eller andre ikke har klaget over det. Her får Ankestyrelsen mulighed for at gå ind og se på sagen og se, om de er enige i afgørelsen, eller om kommunen skal træffe ny afgørelse.
• Børne- og ungeudvalget kan underrette Ankestyrelsen, hvis de træffer afgørelse om anbringelse uden samtykke, og vurderer, at forvaltningen ikke har forklaret godt nok, hvorfor søskende under 15 år ikke også indstilles til anbringelse uden samtykke.
• Forvaltningen skal underrette Ankestyrelsen, hvis børne- og ungeudvalgets afgørelse  ikke er i overensstemmelse med forvaltningens indstilling, og medlemmerne af udvalget ikke er fuldstændigt enige om afgørelsen. Det kan for eksempel være i sager, hvor børne- og ungeudvalget ikke træffer afgørelse om, at et barn skal anbringes uden for hjemmet.

Permanent anbringelse

Det, der i serviceloven hedder ”videreført anbringelse” hedder i Barnets Lov permanent anbringelse. En permanent anbringelse betyder, at børne- og ungeudvalget ikke med jævne mellemrum skal vurdere, om der er grundlag for at opretholde anbringelsen – som de ellers skal ifølge Barnets Lov § 50. En permanent anbringelse kan komme på tale, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det vil være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at blive der. Det kan man læse i Barnets Lov § 67.

Børn over 10 år får ret til at anmode om at blive permanent anbragt. Så skal kommunen vurdere, om det vil være til barnets bedste at lave indstilling til børne- og ungeudvalget om permanent anbringelse.

Adoption

Når et barn eller en ung må antages at skulle være anbragt i en længere årrække, skal kommunen med jævne mellemrum overveje, om det er relevant at indstille til, at barnet eller den unge adopteres og får en ny familie. Det vil typisk være af hensyn til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges liv. En adoption kan, ligesom en anbringelse, ske med eller uden samtykke. Barnets Lov giver også mulighed for, at kommunen kan træffe afgørelse om adoption uden samtykke, før barnet er født.

I Barnets Lov står det tydeligt, at børn og unge har ret til at blive inddraget i deres egen sag, og til at have indflydelse i deres egen sag. Det gælder også børn og unge med en funktionsnedsættelse, og det gælder børn i alle aldre. Inddragelsen af børn og unge, såvel som deres familier, skal ske løbende - frem for, som tidligere, på udvalgte tidspunkter i en sags forløb.

I Barnets Lov er der krav om, at når kommunen træffer en afgørelse, skal barnets eller den unges perspektiver og ønsker inddrages. Børne- og ungerådgiveren skal skrive i sagen, hvornår og hvordan det er sket. 

I helt særlige tilfælde kan kommunen lade være med at inddrage barnet eller den unge – men så skal børne- og ungerådgiveren skrive tydeligt i sagen hvorfor. Det kan f.eks. være, hvis barnet eller den unge har en meget svær funktionsnedsættelse.