Du kan selv vælge leverandør af hjemmepleje

Du kan selv vælge, om det er kommunen, dvs. Helhedsplejen, eller en privat leverandør, der skal levere din hjemmepleje. Herunder finder du link til både Helhedsplejen og de to private leverandører, der er godkendt af kommunen til at levere personlig pleje og praktisk hjælp i dit hjem.

Både Helhedsplejen og de to private leverandører leverer hjælp efter samme kvalitetskrav. Der er dog nogle få ting, de private leverandører ikke kan bistå med. Her vil Helhedsplejen stå for at sikre, at du får den nødvendige bistand. Det kan du læse mere om nedenfor.

Godkendte leverandører

Cura Pleje (privat leverandør)

Dansk Omsorgspleje Aps (privat leverandør)

Helhedsplejen (Gribskov Kommune)

 

Hvad kan leverandørerne hjælpe med?

Både Helhedsplejen og de to private leverandører kan varetage:

  • Personlig pleje – fx bad, påklædning, hjælp til toiletbesøg m.m.
  • Praktisk hjælp – fx rengøring, tøjvask, indkøb m.m.

Alle ydelser bliver visiteret af Visitation og Hjælpemidler, som sammen med dig vurderer dit behov for hjælp.

 

Hjemmesygepleje

Sygeplejen er organiseret i Helhedsplejen, men har du valgt en privat leverandør, kan denne også varetage visse sygeplejeopgaver, som fx:

  • medicinadministration
  • øjendryp
  • dele af den rehabiliterende indsats

 Har du brug for sygepleje, som ikke kan varetages af de private leverandører, vil en medarbejder fra Helhedsplejen stå for opgaven.

 

Tæt samarbejde med de private leverandører

Gribskov Kommune har et godt og tæt samarbejde med de private leverandører. Det betyder bl.a., at:
  • kommunen og leverandørerne sammen holder såkaldte borgerkonferencer, hvor de sammen drøfter konkrete indsatser over for den enkelte borger.
  • der afholdes løbende driftsmøder
  • der deles viden om kvalitet og udvikling

Med den nye ældrelov har private leverandører fået et større ansvar for træning og rehabilitering, og samarbejdet mellem kommune og leverandører er blevet endnu tættere.

 

Hjemmehjælp er gratis for dig – også hos private

Det koster ikke ekstra at vælge en privat leverandør.
Hjemmehjælpen er gratis for dig, uanset om du vælger en kommunal eller privat leverandør.

 

Frit valg – og mulighed for at skifte

Når du bliver visiteret til hjemmepleje, får du information om dine valgmuligheder. Du kan:

  • vælge mellem kommunale og private leverandører
  • skifte leverandør, hvis du ønsker det

Kontakt Visitation og hjælpemidler for at skifte leverandør.

 

Har du spørgsmål?

Hvis du er i tvivl om, hvilken hjælp du kan få, eller ønsker mere information om leverandørerne, er du velkommen til at kontakte Visitationen.

Sådan søger du om at få hjælp

Du kontakter Visitationen på tlf. 72496000

Visitationens telefon er åben 
Mandag: kl. 10-12
Tirsdag: kl. 10-12
Onsdag: Lukket
Torsdag: kl. 10-12 og 13-15
Fredag: kl. 10-12

Hvordan opleves hjemmehjælpen i Gribskov?

Gribskov Kommune har deltaget i en landsdækkende undersøgelse af brugertilfredshed med hjemmehjælp, udarbejdet af Danmarks Statistik for Ældreministeriet.
Undersøgelsen viser, at mange borgere i Gribskov er tilfredse med den hjælp, de modtager. Der er generelt en høj oplevelse af tryghed og respekt i mødet med medarbejderne.

Rapporten giver et indblik i borgernes oplevelser og kan bruges til at styrke kvaliteten af hjemmehjælpen fremover.'

Nøgletal fra undersøgelsen:

  • 75% af borgerne i Gribskov er tilfredse eller meget tilfredse med hjemmehjælpen.
  • Den gennemsnitlige tilfredshed i Gribskov er 3,9 ud af 5, tæt på landsgennemsnittet på 4,0.
  • 96% er tilfredse med hjælpen til indkøb, og 83% med personlig pleje.
  • 91% føler sig trygge i hverdagen, og 96% oplever at blive behandlet med respekt.

Læs hele rapporten her